Billedkunstens Dag

Billedkunstens Dag er onsdag den 13. marts 2024!

Den landsdækkende begivenhed Billedkunstens Dag afholdes hvert år onsdag i uge 11. Her sætter institutioner, børn og unge over hele landet billedkunst på programmet og på landkortet med en mangfoldighed af billedkunstaktiviteter – på skoler, billedskoler, talentskoler, museer, efterskoler, biblioteker og andre steder, hvor børn og unge mødes og arbejder med billedkunst.

Billedkunstens Dag er en god anledning til at vise noget af det frem, der arbejdes med i undervisning og formidling af billedkunst – og holde en festlig dag med børn og unge. Fælles for de fleste aktiviteter er, at de bevæger sig uden for egen matrikel og præsenterer billedkunst i det offentlige rum, enten som aktiviteter i workshops, som udstillinger eller som inddragende happenings på gader og stræder. Billedkunstens Dag giver samtidig anledning til samarbejder mellem forskellige typer af institutioner og aktører, der alle ønsker at sætte fokus på billedkunst.

Billedkunstens Dag er en tradition, der breder sig. I 2017 deltog mere end 9.000 børn og unge og en lang række forskellige aktører i mere end 70 byer. I 2018 var tallet steget til mere end 13.000 børn og 140 institutioner over hele landet! Efter et par lidt stille år under corona-epidemien er Billedkunstens Dag kommet rigtig godt i gang igen – og med projektet Billedkunstens Dag i Norden er håbet, at dagen i løbet af de kommende år bliver intet mindre end en fællesnordisk fest for billedkunsten.

Siden 2015 har Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst bundet Billedkunstens Dag sammen på tværs af landet i samarbejde med Danmarks Billedkunstlærere.

Samler en lang række aktører på tværs af den billedkunstneriske fødekæde