KBUB på Skolemessen i Aarhus 2015

I et summende inferno af digital læring, sansemotorik, revolutionerende skoleskemamodeller og aggressivt salgsorienterede forlag deltog Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst den 22.-23. april i Skolemessen i Scandinavian Congress Center – med stor succes.

I vores lille inspirationsstand præsenterede vi KBUB’s eget materiale og materiale fra vores samarbejdspartnere – bl.a. Kulturstyrelsen, Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder, ULF i Aarhus og Aarhus Billed- og Medieskole. Modelforsøget om samarbejde mellem folkeskole og billedskole involverer flere af kompetencecentrets parter, og da vi på skolemessen var næsten alene om at repræsentere billedkunstfaget, fik vi brug for at kunne referere til vores store billedkunstnetværk.

Gode snakke og glade gæster i standen

For at billedkunst er et trængt fag i folkeskolen mærkedes – både på det forsvindende lille udbud af billedkunstfagligt materiale på en ellers overvældende stor messe og på de deltagende lærere, hvoraf mange målbevidst scannede standene på jagt efter hardcore læringsmidler (eller logobolcher!).

Men der var heldigvis også nogen, der fik julelys i øjnene og kriblen i fingrene, når de så vores stand. Faktisk lagde over 100 interesserede folkeskolelærere, friskolelærere, specialskolelærere, bibliotekarer, konsulenter, spiludviklere og andre i løbet af de to dage vejen forbi standen til en snak om billedkunst, folkeskolereform og fødekæder – og om at kunne føle sig lidt alene i verden som ’billedkunstmenneske’.

Det er naturligvis lidt trist, at billedkunst også i denne sammenhæng er nærmest usynlig, men vi gjorde vores bedste for at formidle budskabet om den manglende prioritering af timer i billedkunst i folkeskolen og til de lidt mere interesserede også fortællingen om ’fødekædesamarbejdet’ i KBUB.

Det allerbedste var måske, at mange af de besøgende blev inspirerede til billedkunstaktiviteter, bl.a. ud fra projektet “Ord i øjet – visuel poesi”, og drog begejstrede fra standen med muleposen fyldt med materiale.

Vi gør det igen

Som førstegangsdeltagere på Skolemessen var vi nok en smule overraskede over messens kommercielle indhold og de mange pågående salgstaler, men efter de mange besøg og gode samtaler i vores stand tænker vi alligevel, at det giver god mening at være synlige på messen. Måske kan vi næste år give et mere alternativt og aktivt bud på præsentation af billedkunstfaget sammen med flere af vores samarbejdspartnere.

Samler en lang række aktører på tværs af den billedkunstneriske fødekæde