Billedkunstens Dag 2021 blomstrede igen

Vores forventninger til Billedkunstens Dag 2021 var ganske små, da store dele af landet var lukket ned den 17. marts, og mange skolebørn blev undervist hjemme. Så mens en del aktiviteter netop nåede at blive gennemført før landet lukkede ned den 11. marts 2020, var det en hel anden virkelighed, vi kiggede ind i i 2021. Men vores frygt for at Billedkunstens Dag helt ville blive glemt i 2021, blev gjort fuldstændig til skamme af sjove og kreative tiltag over hele landet af mange forskellige institutioner. Alle aldersgrupper og alle slags institutioner i næsten alle kommuner var repræsenteret.  Nogle har afsøgt nye muligheder for digital undervisning, eller de har stillet materialer til rådighed for børn og unge

I årets inspirationskatalog var en af ideerne ”Sig det med blomster”, og over hele landet blev der sat blomster op foran museer, kirker, ældrecentre, på kulturstier og ved skoler. Flere tusinde børn over hele landet sagde det i år med blomster og gjorde opmærksom på, at foråret og lyset var på vej.

Mange nedlukkede billedskoler fandt nye metoder til at afholde Billedkunstens Dag. I Høje Tåstrup og Herning brugte man billedskoleelevernes vinduer som udstillingssted. I Høje Tåstrup var de klassiske porcelænshunde fra Staffordshire, der har en lang tradition for at stå i vinduerne i søfartshjem, inspiration til vinduesvovser. I Herning satte billedskoleeleverne lang-lemmede vindueskiggere op, som så ud på de forbipasserende, men også på Tvillingehallens billedskole var det at se temaet, da de lavede en video med 100 tegnede øjne.

VINDUESVOVSER fra Høje-Tåstrup Billedskole

Et andet tema, der gik igen, var dét vi savnede under coronanedlukningen. På Favrskovs fire billedskoler blev der inviteret til fest, og omkring 100 børn lavede en festdeltager i collage, som blev sat sammen til et stort fest-billede. På flere skoler brugte de inspirationskatalogets idé: Drøm på dåse, til at skabe etiketter til dåser med de ting eleverne savnede, ligesom Billedkunstens Dag også blev en mulighed for at sende mailart til dem, man ikke havde set i lang tid. På Heerup Museet blev der lavet ”vennespil”, og på Sct. Jørgens Skole i Roskilde blev der tegnet store bobler med gadekridt med motivet: Det bliver godt igen.

FESTEN fra Favrskovs Billedskoler

Der blev i det hele taget skabt mange flotte udendørs projekter. På Kulturskolen i Syddjurs blev der lavet 500 flyvefisk til et fællesværk, der blev hængt op Kulturhotellets facade, Børnekulturhuset i Aarhus lavede Land Art i samarbejde med 14 af byens børneinstitutioner, mens alle hold på Aarhus Billed- og Medieskole har tegnet Aarhus med alle mulige teknikker.

FLYVEFISK på KulturHotellets facade.
Kulturskolen Syddjurs.

I Kolding havde Nicolai for børn lavet et stort projekt om læring og modellering af flere af Danmarks vilde dyr, hvilket sluttede med en stor udstilling med bannere med fotografier af de modellerede dyr. I parken ved Esbjerg Museum lavede 250 børn mobiler, i Middelfart var billedskolen i skoven for at male træer og i Viborg blev det digitale kombineret med det udendørs, da Viborg Kunsthal i et samarbejde med gymnasiet og billedkunstneren Julie Boserup lavede digitale collager, der blev vist på alle infoskærme i Viborg.

Flere andre små og store events løb af stablen. Nogle steder blev aktiviteterne på Billedkunstens Dag udsat, så der dukker stadig projekter op, som skulle have været afviklet i marts, men som nu får lov til at brede sig lidt mere i det offentlige rum. Det ser ud til, at Billedkunstens Dag er kommet for at blive. Uanset om der kommer forhindringer undervejs, viser landets mange dygtige undervisere, at de er i stand til at bruge den aktuelle situation til konstruktivt og kreativt at udvikle billedkunstområdet