Gulvmaleri foran Kulturhotellet i Rønde på Billedkunstens Dag 2022. Foto Mette Damkiær Høffding

Nyt nordisk samarbejde om Billedkunstens Dag

PRESSEMEDDELELSE

Siden 2015 har Billedkunstens Dag sat kulør på gader og stræder, skoler og andre institutioner, når mange tusinde børn, unge og voksne har deltaget i billedkunstprojekter over hele Danmark. Med en rundhåndet bevilling fra ”A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal” kan der nu etableres et udvidet nordisk samarbejde om begivenheden, så vores nordiske naboer og genboer også kan få glæde af Billedkunstens Dag.

En tradition med eksportpotentiale
Billedkunstens Dag er efterhånden blevet en veletableret, landsdækkende begivenhed i Danmark. Mere end 15.000 børn og 140 institutioner over hele landet deltager nu i begivenheden, som løber af stablen onsdag i uge 11 hvert år; og for mange institutioner er det blevet en fast tradition, som indskrives i årshjul og holdes i hævd af kreative sjæle.

Billedkunstens Dag er en unik anledning til at fejre undervisningen i billedkunst, design og arkitektur, når børn og unge fra børnehaver, folkeskoler, friskoler, billedskoler og uddannelsesinstitutioner rykker ud i det offentlige rum og viser, hvad billedkunsten kan. Begivenheden skaber samtidig muligheden for at etablere samarbejder på tværs af hele den visuelle fødekæde – fra de mindste til de ældste og fra amatører over talenter til professionelt udøvende kunstnere. Med bevillingen fra A.P. Møller Fonden bliver det muligt at udbrede det glade billedkunstbudskab til de andre nordiske lande.

Samarbejde giver synlighed og samhørighed
Det er Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst og Danmarks Billedkunstlærere, der står bag Billedkunstens Dag. Begge organisationer har gennem mange år haft et frugtbart samarbejde med nordiske lande, og det er dette samarbejde, der skal grundfæstes og videreudvikles med projektet ”Billedkunstens Dag i Norden”.

Billedkunstområdet kæmper med nogle af de samme udfordringer i hele Norden. Billedkunsten indgår i mange tværfaglige sammenhænge, men den bliver ofte trængt af de andre kunstarter. Derfor er der behov for en mere målrettet indsats på billedkunstområdet. Mere synlighed og mere samarbejde er med til at skabe en bedre sammenhæng i den visuelle fødekæde og større ligestilling mellem kunstarterne.

Projektet ”Billedkunstens Dag i Norden” skal netop skabe et afsæt for at samle det visuelle område og give det volumen og synlighed i Norden. Det er altid nemmest at samarbejde om konkrete projekter frem for løse ideer, og Billedkunstens Dag udgør et godt og overskueligt afsæt for et udvidet nordisk samarbejde. Dels er der mange erfaringer her fra landet at bygge videre på, dels er forventningen, at udbredelsen til andre nordiske lande vil skabe synergi og frugtbar udveksling, som Billedkunstens Dag i Danmark også kan få stor glæde af.

Billedkunstens Dag i Norden
Konkret samler projektet et nordisk netværk på tværs af undervisnings- og kulturinstitutioner, som skal gøre Billedkunstens Dag til en fælles tilbagevendende begivenhed i Norden og skabe et nordisk mødested. Som fælles nordisk begivenhed skal Billedkunstens Dag vise potentialet i børns og unges arbejde med billedkunst i skole og fritid og give synlighed for området. Og så skal den styrke den nordiske samhørighed – både fagligt og i børns og unges forståelse af og kendskab til de andre nordiske lande.

I løbet af projektperioden vil der blandt andet blive udviklet fælles inspirationsmateriale til Billedkunstens Dag og etableret visuelle venskabsgrupper på tværs af landene. Ud over de mange deltagende børn og unge vil den faglige udveksling være til glæde og inspiration for et stort antal undervisere.

Om billedet: Børn og voksne i gang med gulvmaleri foran Kulturhotellet i Rønde på Billedkunstens Dag 2022. Foto: Mette Damkiær Høffding

Kontakt for yderligere oplysninger:

Projektkoordinator Tine Engel Mogensen, tine@bornkunstogbilleder.dk, tlf. 20 29 19 89

Sekretariatsleder Karen Marie Demuth, info@bornkunstogbilleder.dk, tlf. 61 99 90 82