Fotoet øverst er fra Claydies’ hjemmeside: https://claydies.dk/
Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst inviterer til artist-talk med den dynamiske kunstnerduo Claydies.
Det foregår på Aarhus Billedkunstcenter
mandag den 11. maj 2026 kl. 17-18:30.
Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst inviterer til masterclasses og artist-talks forskellige steder i landet. Vores ønske er gennem dette format, der hverken er kursus eller workshop, at styrke den fælles faglighed og give indblik i forskellige kunstneres værker og arbejdsmetoder. Desuden vil vi gennem projektet ”Mødesteder og netværkskrydsninger”, der er støttet af Region Midtjylland, præsentere deltagerne for nogle af kunstens mindre kendte lokaliteter.
Denne gang besøger vi Aarhus Billedkunstcenter, der netop er flyttet til nye lokaler i Sydhavnen i Aarhus.
Claydies arbejder konceptuelt og gør op med den stilfærdige og ufarlige keramik. De introducerer nye teknikker og kreative benspænd. Ved at tilsætte humor, ironi og provokationer giver de velkendte hverdagsobjekter nyt liv, hvilket er kilde til ny inspiration og drivkraft i det kunstneriske arbejde.
I deres fantasifulde tilgang til keramikken mødes leg, alvor og håndværk i form og indhold.
I denne artist-talk vil de fortælle om deres arbejdsmetoder, dogmeregler, benspænd og sjove sproglige påfund – både når de laver kopper, tallerkner og fade (køkkentøj), når de laver en sanselig måltidsbuffet i ler, og når de laver keramisk tøj, som man kan fotografere sig selv i.
I bogen Keramiske food-processer fortælles og vises de forskellige metoder og arbejdsgange, Claydies bruger, når de udvikler kunsthåndværk i det keramiske værksted.
Claydies består Karen Kjældgård-Larsen og Tine Broksø.
Karen Kjældgård-Larsen er keramiker og er bl.a. kendt for at have lavet MusselMega for Royal Copenhagen.
Tine Broksø er keramiker og underviser i keramik og design bl.a. på aften- og højskoler.
Sammen har Claydies udstillet og holdt foredrag i hele verden.
Tid: mandag d. 11. maj kl. 17-18.30
Sted: Aarhus Billedkunstcenter, Kalkværksvej 32, 8000 Aarhus C
Pris: 90 kr. (70 kr. for medlemmer af
Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder)
Tilmelding: Place2book
Kontakt: Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst – info@bornkunstogbilleder.dk
Besøget er en del af det regionale projekt “Netværkskrydsninger”, som sætter fokus på at lægge aktiviteter uden for de store institutioner på tværs af geografi og eksisterende kunstfaglige netværk. Dermed kan projektet være med til at synliggøre de mindre kendte mødesteder for billedkunst.
Ønsket er, at deltagerne bevæger sig rundt i regionen og indgår i nye sammenhænge og nye netværk for derved at udvikle gensidigt kendskab, sammenhæng og kvalitet for kunstens mødesteder og aktører.